Dagens opskrift er på Luksus Chokolade Ispinde. Altså chokolade ispinde overtrukket med mørk chokolade. Jeg har brugt mine næsten nye isforme af mærket Silikomart. Jeg er blevet meget glad for at bruge disse ispinde forme og jeg har allerede fået dem brugt flere gange. Det er utroligt så flotte ispindene bliver og hvor nemt det er at bruge Silikomart.
En af fordelene med disse forme er de er lavet af silikone. Derfor er de meget fleksible, og det er meget nemt at få ispinden ud af formen igen. Man behøver altså ikke at dyppe silikomart formen ned i varmt vand for at løsne isene. Sammenlignet med de hårde plastik forme som jeg tidligere har brugt, er dette en kæmpe fordel. Min tålmodighed bliver hurtig tømt når jeg bruger de hårde plastik ispinde forme, fordi det er besværligt at få ispindene ud og så er de næsten halvvejs smeltet når man endelig får dem ud af formen.
En anden kæmpe fordel med Silikomart er at ispindene holder sin facon og kan dyppes i chokolade med de samme, uden at de når at smelte det mindste. Chokoladen størkner næsten med det samme du dypper dem i, og jeg kan så kort tid efter lægge ispindene i små cellofan poser og tilbage i fryseren. Så kan jeg bruge silikomart formene igen til nye ispinde.
Da isformene er lavet af silikone kan du også bruge dem til ovnen, dvs du kan bage små kager eller andre små retter eller lave pindemad. Mine ispinde forme er i mini format, så de er perfekte til børne ispinde, eller hvis du kun vil have en lille is (mindre kalorier!). Ispinde formene findes bl.a. også i hjerteform og så kan du få dem i et nummer større i den klassiske form som jeg har. Disse står øverst på min ønskeliste.
Efter at have brugt silikomart i et stykke tid, vil jeg anbefale dem på det varmeste! Det er en rigtig god investering. Mine ispindeforme har jeg venligst fået sponsoreret af meincupcake.de, og du kan finde dem her. Opskriften på luksus chokolade ispinde følger efter billederne. Fortsat god weekend!
Her er nogle vanilje ispinde med chokolade som jeg lavede i går:
- 3 1/2 dl minimælk
- 3 1/2 dl fløde
- 1 1/2 dl sukker
- 6 pasturiserede æggeblommer
- 150 g mørk chokolade 70%
- 200 g chokolade, enten mørk eller lys
- frysetørret brombær
- frysetørret brombærstøv
- - eller andet du har liggende hjemme
- Pisk sukker og æggeblommerne lyst og luftigt.
- Kog mælk og fløde op i en gryde, og pisk det langsomt i æggesnapsen.
- Hæld blandingen tilbage i gryden og varm den op indtil ismassen har en tyk konsistens, eller måler 85 grader C. Tag gryden af varmen, hak chokoladen og rør den i gryden.
- Lad isblandingen køle af og stil den på køl. Jeg stillede den i køleskab indtil temperaturen målte under 20 grader C, fordi jeg ville køre den igennem ismaskinen. Hvis du bruger hårde plastik isforme, glas eller lignende, hælder du bare ismassen deri og stiller ispinde formene i fryseren. Efter ca. 1 time, kan du stikke pinde i.
- Ved brug af Silikomart: Her er det godt at bruge en plade under isformene, inden du hælder ismassen i, da de er nemmere at transportere og opbevare i fryseren. Hæld ismassen i formene, og jævn evt. overfladen med en palet kniv. Stil ispindene i fryseren.
- Når ispindene er frosne, smelter du chokoladen og hælder den i et smalt glas der er højt nok til at du kan dyppe hele ispinden deri. Tag ispindene ud af formen og dyp dem direkte i chokoladen, enten hele isen eller kun toppen. Drys umiddelbart efter frysetørret brombær ovenpå og læg ispindene på bagepapir indtil chokoladen er størknet.
- Pak ispindene ind i husholdningsfilm eller cellofanposer og læg dem tilbage til fryseren.
- Så har du is i fryseren til de varme dage, der forhåbentlig kommer snart! Velbekomme :-)
Brit-Silje skriver
Hej, har du en opskrift på vanilje ispinde som man kan se på billede?
Vh. Brit-Silje
DIY foodblog skriver
Hej Brit-Silje, du laver bare en almindelig vanilje is, søg evt. opskrift på nettet. Så smelter du chokolade og drypper lidt chokolade i isformen inden du fylder isen deri. Dryp også lidt chokolade ovenpå og stil den i fryseren. Jeg tænker at lægge en opskrift på vanilje is ud snart. Velbekomme :-)
Gro Thoen skriver
Tak for opskrift. Jeg har lige købt formerne og er i gang med at fryse dem nu. De cellofan poser, som du fryser ispindene i efterfølgende, hvor får du fat i dem?
Jeg synes det er lidt mærkeligt, at der ikke var en bund som fulgte med formerne, Jeg har forstået, at den medfølgende plastform sættes over isen, men savnede en bund som matchet. Er der noget jeg har misforstået?
På forhånd tak.
DIY foodblog skriver
Hej Gro,
Tak for din kommentar. Jeg har købt cellofan poser hos Søstrene Grene, ellers på nettet jeg kan ikke huske hvor, men jeg vender tilbage når jeg har fundet linket. Jeg ved ikke helt hvad du mener med bund, altså man fylder ismassen ned i silikone formene, stikker pindene i hullerne og der skal ikke noget ovenpå. Dog er det en god idé med en plade under formene, så er de nemmere at transportere til fryseren, da de er lavet af blødt silikone. Jeg håber at det gik godt med at lave isene. Ha en rigtig god dag!
Mie skriver
Hej…
har problemer med at få chokolade til at blive på isen… den størkner med det samme i glasset og glider af isen når jeg tager den op af glasset😞 Er der et godt tip så det ikke sker???
DIY foodblog skriver
Hej Mie, det har jeg ikke oplevet før. Hvilken slags chokolade bruger du?
Mie skriver
Lindt dessert chokolade
DIY foodblog skriver
Ok. Det forstår jeg ikke. Sender dig lige en mail. vh Heidi
Trine skriver
Det fungerer slet ikke for mig :-( Jeg har lavet ispinde med flødeis og ladet dem fryse natten over (bruger også Silikomart forme), men ligesom Mie har jeg samme problem med at chokoladen bare ryger af isen når jeg dypper den i! Har prøvet flere gange og er ved at blive godt sindssyg. Hvilken temperatur varmer du chokoladen op til?