Dagens opskrift er på bagte søde kartofler med spinat og spicy kikærter. Dette blogindlæg hander også om den nye kogebog “Geniale Grøntsager” hvorfra dagens opskrift stammer. Geniale Grøntsager er skrevet af min dygtige bloggerkollega Maria Engbjerg. Bogen indeholder de bedste opskrifter fra Marias blog, Vanløse Blues, samt et stort udvalg af helt nyudviklede grøntsagsopskrifter.
Geniale Grøntsager er en paperback bog, og siderne er lavet i lækkert mat papir. Billederne i bogen er meget stemningsfulde og indbydende.
Bogen starter med opskrifter på dressinger, vinaigretter, dukkah og andet salat tilbehør. Derefter er opskrifterne delt op i afsnit efter hovedgrøntsag. Endvidere er hver hovedgrøntsag delt op efter alfabetet. Dette gør bogen meget overskuelig at bruge. Hvis man nu fx står med nogle søde kartofler, så er det nemt og hurtigt at finde frem til opskrifter med søde kartofler, der er samlet ét sted i bogen.
Følgende opskrifter har jeg prøvet:
Chokoladetrøfler med avokado s.53, virkelig lækker, cremet og sund konfekt
Råkost (med kanel og ristet kokos) s.117, en meget velsmagende, luksus version af gulerodsråkost
Bagte søde kartofler med spinat og spicy kikærter s.187, dagens opskrift på bloggen
Der er mange flere opskrifter jeg kunne tænke mig at prøve, bl.a. disse:
Appelsin-vaniljedressing s.18, lækker dressing der sikkert er god til vintersalater
Græskarboller s.86, jeg glæder mig til at butternut squash fås i butikkerne, fordi det første jeg skal bruge den til, er disse boller
Vafler med jordbær og peanuts s. 190, gluten frie og med sød kartoffel, her til vinter er de nok gode sammen med min Brombær Sirup
Alt i alt er Geniale Grøntsager en bog jeg vil anbefale på det varmeste. Det er nemt at spise sundt og godt når man har en sådan en fin bog som inspiration.
Så tilbage til opskriften på søde bagte kartofler med spinat og spicy kikærter. Det er en lækker og velsmagende indisk inspireret grøntsagsret. En dejlig krydret ret der varmer her i vinterkulden. Den søde kartoffel og den røde peberfrugt, komplementerer det let bitre spinat og de krydrede kikærter perfekt. Tahini dressingen sætter prikken over iét. Opskriften følger efter billederne. Rigtig god weekend :-)
Geniale Grøntsager er venligst sponsoreret af Nyt Nordisk Forlag, men det jeg har skrevet er mine egne meninger.
- 1 stor sød kartoffel
- 1 rød peberfrugt
- 100 g spinat
- olivenolie
- 1 tsk koriander
- 1 tsk spidskommen
- 1 tsk paprika
- salt og peber
- 200 g udblødte og kogte kikærter
- 1 spsk olivenolie
- 1 spsk garam masala
- 1 tsk salt
- ristede sesamfrø
- 50 g tahini
- 1 fed hvidløg
- saften af 1 citron
- salt og peber
- 1/2 dl vand
- Tænd for ovnen på 200 grader.
- Kom kikærterne i et ovnfast fad og vend dem med olie, salt og krydderier.
- Sæt fadet i ovnen og bag kikærterne i 25 minutter, eller til de er sprøde.
- Kom tahini i en skål og pisk det sammen med citronsaft. Tilsæt fintrevet hvidløg og pisk igen. Kom vandet i lidt ad gangen og pisk nu til en cremet konsistens. Smag dressingen til med salt og peber.
- Vask den søde kartoffel og skær den i mundrette bidder. Læg bidderne på bagepladen og vend dem med lidt olivenolie, salt og krydderierne. Sæt pladen i ovnen og bag i 20 minutter.
- Skyl og slyng spinaten og snit den fint. Skær peberfrugten i små tern. Anret spinaten i en skål eller på et fad og fordel bagte søde kartofler, peberfrugt og kikærter hen over.
- Drys med ristede sesamfrø og spicy kikærter og servér salaten med tahinidressingen.
- Velbekomme!
- Er der spicy kikærter tilovers kan de bruges som topping på andre salater eller som sundt snack.