Efter et længere fravær er jeg endelig tilbage på bloggen. Jeg beklager til mine faste følgere og siger tak til dem der har besøgt bloggen, på trods af dalende aktivitet fra min side. Vi har haft mange projekter her i huset over sommeren, og så har jeg været en tur i Berlin.
I dag vil jeg dele en opskrift på BROMBÆR SIRUP. Jeg har spandevis af brombær i haven lige nu, og den første høstede portion blev brugt til at lave brombær sirup. Det er meget lækkert at have brombær sirup på lager til vafler, pandekager, is, ovenpå morgenmad m.m.
Min version af brombær sirup er kun sødet med honning. Som regel ville jeg bruge almindeligt sukker, men da jeg gerne vil smide et par kilo, besluttede jeg mig for at prøve at bytte hvidt sukker ud med honning. Angående vægttab, så har jeg anskaffet mig et Apple Watch sport edition (ja det måtte jeg selvfølgelig have, det er totalt livsnødvendigt!).
Jeg var en hyggetur i Berlin i sidste uge med en god veninde, og da jeg er meget glad for gadgets, så måtte jeg lige forbi Apple Store og kigge på det nye Apple Watch. Jeg har længe tænkt på at investere i et fitness armbånd/ur, men jeg er aldrig nået så langt. Heldigvis for det, fordi nu har jeg istedetfor mit Apple Watch, der kan bruges til sport og meget mere. Jeg vil skrive et blogindlæg om min erfaring med uret, når jeg har fået brugt det i en måned. Indtil videre synes jeg, at det er meget motiverende at uret kan fortælle om hvor aktiv, eller inaktiv, jeg har været i løbet af en dag.
Tilbage til brombær siruppen. Den smager dejligt med honning, men du kan bruge sirup eller sukker i stedet for hvis du synes. Opskriften på brombær sirup kommer efter billederne. Ha en rigtig god weekend du som læser så langt.
- 300 g brombær
- 1/4 dl vand
- 3 spsk honning eller ahornsirup (smages til!)
- Vask brombærene, og put dem i en gryde med vand (1/4 dl). Tænd for varmen, og hæld honning/sirup i gryden og lad det koge op. Skru ned for varmen og lad det simre i ca. 5 minutter. Smag til med evt. ekstra honning/ahornsirup. Det kommer an på surhedsgraden af brombærene. Kør siruppen gennem en puréekstraktor/food processor. Eller pres den ud gennem en si.
- Lad siruppen køle af og opbevar den på glas med låg på køl.
- Velbekomme!
- Nyd siruppen sammen med fx pandekager, vafler og is.
Anna B skriver
Wow du tager simpelthen de smukkeste billeder Heidi!
Kh Anna
DIY foodblog skriver
Kære Anna, tak for din kommentar, hvor sødt af dig! Jeg følger med i din blog, du har nogle seriøst lækre opskrifter og billeder :-) Ha en god dag, kh Heidi
Helene skriver
Hej :) hvor længe kan den holde sig på køl?
DIY foodblog skriver
Hej Helene
Jeg ved faktisk ikke hvor længe den holder sig på køl, idet den ikke indeholder hvidt sukker. Men skold opbevarings glasset for en længere holdbarhed. Jeg har brugt min brombærsirup indenfor kort tid, så den er ikke nået at blive for gammel.