Dagens opskrift er på lækre bløde chokolade karameller. Jeg har længe tænkt på at lave karameller, men det er ikke blevet til noget. Så nu til jul tænkte jeg at det var en god anledning at prøve at lave nogle karameller. Det viste sig at være en rigtig god idé! Karamellerne blev simpelthen så gode! Så lækker og så blød konsistens, at de nærmest smelter på tungen! Jeg har overtrukket karamellerne med chokolade og et drys havsalt, hvilket virkelig giver prikken over iét. Men det kan undlades, de er gode uanset. Drengene er helt tosset med dem, så jeg har allerede lovet dem en ekstra portion:-)
Jeg har opskriften fra Sallys Candy Addiction. Det er lækker bog med masser af slik, og ikke i den sunde ende, men engang imellem synes jeg godt at man kan unde sig noget sødt og syndigt, som her til jul. Ellers er jeg i fuld sving med at bage småkager. Indtil videre har jeg bagt vaniljekranse og lakridskranse (hvilket virkelig kan anbefales!), figurkagedej og stærke ingefær småkage dej som jeg bager her til aften. I dag har jeg lavet havregrynskugler med drengene der har juleferie.
Ellers er alle julegaverne købt, så nu er der kun pakning og julehygge på programmet. Vi glæder os til at holde jul i Nordsjælland i år sammen med Stefans familie.
Jeg vil smutte nu, da jeg skal smide nogle stærke ingefær småkager i ovnen. Ellers må I have en rigtig god dag! Opskriften på chokolade karameller følger efter billederne.
- 355 ml piskefløde
- 200 g sukker
- 100 g brun farin
- 80 ml glucosesirup
- 1 tsk vaniljeekstrakt
- 1 nip salt
- 1 spsk usaltet smør, ved stue temperatur
- Form: 20 cm kvadratisk.
- bolche termometer
- evt. 280 g chokolade til at overtrække karamellerne
- Betræk en 20x20 cm form med bagepapir. Smør lidt fedstof på bagepapiret.
- Hæld piskefløde, sukker, brun farin og glucosesirup i en gryde og varm det op ved lav varme. Rør i gryden indtil alt sukkeret er opløst og skru dernæst op for varmen indtil det koger. Rør i gryden med ca. 2 minutters mellemrum og lad det koge, indtil det har en temperatur på 121 grader C.
- Tag gryden fra varmen og rør hurtigt vaniljeekstrakt, salt og smør i karamelmassen. Hæld karamellen ned i formen og lad den køle ned ved stuetemperatur i minimum 4 timer.
- Tag karamellen op af formen og skær den i rektangler eller kvadrater.
- Hvis du vil dyppe karamellerne i chokolade, smelter og (og evt. tempererer) du først chokoladen. Dyp dernæst karamellerne chokoladen og læg dem på en plade beklædt med bagepapir. Når chokoladen er stivnet puttes karamellerne i en bøtte/glas med låg på. Pak dem evt. ind i bagepapir enkeltvis.
- Velbekomme!
lilletykkekok skriver
Oh, mums!!! De her karameller virker faktisk helt nemme at lave – jeg tror jeg prøver kræfter med det her i næste weekend. Dejlige billeder :)
http://kokkensfedeverden.wordpress.com