Dagens opskrift er på den klassiske citronmåne, her i en luksusversion.
Jeg er helt vild med at bruge citron i min madlavning. Det kan i mange tilfælde virkelig give prikken over i’et. Når jeg bager en citronmåne må det gerne være med de bedste ingredienser. Derfor har jeg bl.a. brugt marcipan i dejen. Ovenpå kagen er der en lækker citronganache med hvid chokolade. Jeg har lånt opskriften på citronganachen fra “Lykken er chokolade” af Maja Vase og Anne au Chocolat.
Vi kender alle den citronmåne man køber i butikkerne. Jeg var vild med den som barn, men i dag synes jeg den smager meget kunstigt. Men prøv og bage den selv, og du vil opleve at den købte citronmåne blegner fuldstændig i forhold til den hjemmebagte version.
Denne kage er ikke super sød, men ikke desto mindre, er jeg helt vild med smagen. Jeg har serveret denne kage to gange nu til vores gæster, og den har været et hit begge gange.
Ellers er jeg ved at planlægge en tur til Stockholm. Vi tager snart afsted hele familien og jeg glæder mig. Vi var i Stockholm for nogle år siden, og vi elsker denne smukke by. For det første er maden rigtig god. Vi prøvede flere restauranter, bagerier m.m. og hver gang var vi positivt overraskede over hvor god maden var. For det andet er det en rigtig hyggelig by, med mange små kanaler, nærmest som det skandinaviske Venedig. Og der er mange gode seværdigheder i byen. Bl.a. det berømte Vasa museet, som vi nok besøger endnu engang. Vi tager også en tur forbi ABBA museet, som blev bygget i 2013. Har du ellers noget at anbefale til os vedrørende Stockholm, så del gerne under kommentarer.
Jeg tænker at lave en lille rejsebeskrivelse om Stockholm efter ferien, som jeg vil lægge på bloggen. Opskriften på citronmåne følger efter billederne.
- 150 g smør
- 200 g sukker
- 3 æg
- 125 g marcipan
- 200 g hvedemel
- 1 tsk bagepulver
- saft af 1 økologisk citron
- Fintrevet skal af 1 økologisk citron
- 80 g hvid chokolade
- 1 dl fløde
- 30 ml friskpresset saft af en økologisk citron
- Revet citronskal af 1/2 citron og evt. frysetørret brombær pulver
- Tænd for ovnen på 170 grader C.
- Rør smør og sukker sammen til det er cremet og luftigt.
- Tilsæt æggene et ad gangen og pisk godt imellem.
- Riv marcipanen groft og kom den i dejen. Rør til en ensartet masse.
- Sigt hvedemel og bagepulver ned i massen, og rør godt sammen.
- Vend citronsaft ned i dejen.
- Kom dejen i en form beklædt med bagepapir (springform 20 cm eller firkantet 20 x 20 cm).
- Bag kagen i ovnen i ca. 30-35 minutter. Tjek med en pind om kagen er færdig.
- Løft kagen ud af formen og lad den køle af på en rist.
- Hak den hvide chokolade fint og kom den i en skål. Bring fløde og citronsaft til kogepunktet i en gryde. Hæld det over den hvide chokolade. Lad det stå i 2 minutter og rør derefter grundigt rundt, til du opnår en ensartet konsistens. Køl ganachen af og sæt den på køl i ca. 1 time, så den sætter sig lidt.
- Fordel ganachen ovenpå citronkagen og riv lidt ekstra citronskal henover kagen. Drys evt. med frysetørret brombær pulver.
- Velbekomme!
June @ How to Philosophize with Cake skriver
What a lovely cake! The lemon flavor sounds delicious :)
DIY foodblog skriver
Hi June, it really is a delicious and fresh cake. The white chocolate on top balances the lemon flavour perfect :-)