Så er jeg tilbage på bloggen med en opskrift på den perfekte greene. Eller det er ikke rigtig en opskrift, men et forslag til hvordan du får den perfekte greenie ifølge mig selv. Grønne grøntsager kan komme til at smage bittert når du blender dem til en smoothie. Jeg har fundet nogle tricks til at gøre min greenie velsmagende, cremet og endda børnevenlig. Storm drikker gerne et lille glas når han kommer hjem fra dagpleje. Han er nu startet i fuldtid hos sin dagplejemor, og jeg har lidt mere tid til at komme ovenpå igen efter en hård barsel, og ikke mindst mere fritid til at lave mad igen, og blogge.
Det kommer ikke kun at handle om mad på bloggen fremover. Vi skal snart købe hus, og i gang med at renovere, så det passer til os, altså en familie på 5. Det, jeg er mest spændt på lige nu, er vores nye køkken og stue alrum. Jeg har brugt flere måneder på at tegne vores nye køkken, i samarbejde med flere køkkenbutikker her på øen. Der er blevet tegnet og tegnet og tegnet om igen :-) Jeg ser køkkenet som en langtidsinvestering, og det skal være både praktisk og pænt og passe til indretningen af stue køkken alrummet. Når jeg er færdig med selve køkkendesignet, skriver jeg om det i et andet blogindlæg.
Da jeg er startet med at strikke igen, vil jeg også vise hvad jeg strikker på bloggen. Det er virkelig en god hobby for mig når jeg har smerter og alligevel skal sidde ned og slappe af. Jeg får strikket en del for tiden, og jeg glæder mig til at vise noget af det på min blog.
Tilbage til min greene. Jeg laver som regel en stor portion, så jeg har til et helt måltid, og lidt til om eftermiddagen. Min ældste søn elsker også smoothies og drikker gerne et glas når han kommer hjem fra skole.
Det jeg gør, er at jeg bruger de grønne grøntsager jeg har i fryseren, såsom broccoli, grønkål eller spinat. Dernæst tilsætter jeg lidt frossen bær. I denne greenie har jeg brugt en smoothie blanding som du kan se på billedet nedenfor. Jeg har også brugt frossen spinat og avocado.
Min fremgangsmåde er nogenlunde den samme når jeg laver en greene. Her er mine tips til en lækker greenie:
For mindre bitter smag: Prøv at tilsætte citron, revet ingefær og/eller mynte. Kærnemælk og skyr er også godt, da det giver syrlighed til den bitre smag.
For en lækker og cremet smoothie: Her virker banan, mandler og/eller avocado rigtig godt. Jeg køber som regel frossen avocado, og fryser overmodne bananer som jeg har i overskud til smoothies.
Ekstra smagsgivere: Prikken over iet når det kommer til den gode smag, er ofte mørk chokolade, peanutbutter og/eller frosne bær.
Topping: Noget der knaser, såsom hakkede ristede mandler eller hakket mørk chokolade.
Disse tips følger jeg hver gang, jeg blender en greenie, og varierer lidt efter hvad jeg har i fryseren. Har du nogle gode tips til en lækker greene, så del gerne under kommentarer! Du kan se hvordan jeg har lavet dagens greenie efter billederne herunder.
- Frossen avocado
- Frossen spinat
- Frossen smoothie blanding med mango, papaya m.m.
- Lidt mørk chokolade
- Kærnemælk, hæld i indtil indholdet næsten er dækket
- Vand indtil grøntsager er dækket, mere eller mindre, indtil du kan køre det til en jævn smoothie
- Citronsaft, frisk presset (eller et stykke citron)
- Lidt sirup
- Topping
- Ristede hakkede mandler
- Put alle de frosne grøntsager og frugter i blenderen. Lad de frosne grøntsager og frugter evt. sidde i blenderen og tø lidt op. Tilsæt kærnemælk, citronsaft og vand. Kør blenderen indtil du har en jævn smoothie. Smag til med sirup. Top med ristede hakkede mandler.