Hej alle. Efter en lang pause er jeg endelig tilbage på bloggen. Grunden til mit fravær er en blanding af flere ting: forværring af smerter, rejseklargørelse, pakning, tøjvask (sommertøj!) m.m. Men jeg har også en mere positiv grund til mit fravær, nemlig en rejse til syden. Vi har været i på ferie i Malaga hele familien for at holde påskeferie sammen med min familie fra Færøerne. Mine forældre havde guldbryllup sidste jul, og de havde inviteret os med ud at rejse, for at fejre det, i stedet for at holde en fest. Vi var fire søskende afsted sammen med hver vores familie.
Det var på flere måder en fantastisk ferie vi havde. Vejret var varmt, solen skinnede og der var vindstille. Børnene badede i hotellets svømming pool næsten hver dag, mens vi forældre dasede på sol stolene. Idet vi havde bestilt all-inclusive ophold, fik vi ikke kun mad, men også frit kaffe, te, juice, sodavand og slushice, hvilket især drengene var glade for. Så det var bare at nyde ferien, spise, drikke og være glad.
Vi boede på Hotel Riu Costa Lago, et super godt hotel, med god mad og ikke mindst børnevenligt. Det ligger i området Torremolinos, syd for Malaga og meget tæt på lufthavnen. Eneste minus (eller skal jeg sige plus?) var at der ikke var gratis internet på hotellet. Man kunne købe adgang til trådløst internet billigt, men det virkede kun nede ved receptionen og så var det ekstremt langsomt. Så jeg har været næsten helt væk fra internettet under ferien, fordi min mobils datanetværk virkede heller ikke. En anden gang vil jeg forberede mig bedre, eventuelt ved hjælp af denne løsning.
Vi var også på ture ude fra hotellet for at kigge omkring de seværdigheder der fandtes i området. De steder vi besøgte var bl.a. Rhonda, Granada, Gibraltar og selvfølgelig centrum af Malaga. Jeg vil skrive et blogindlæg om vores oplevelse af Malaga senere.
Nå men jeg er hjemme igen, har det bedre, og kan ikke vente med at komme i gang med at blogge igen, og ikke mindst: til at rode i mit køkken og bage alverdens velsmagende mad. Jeg er tyvstartet med at lave ispinde og is. Jeg glæder mig så meget til at vejret bliver varmt nok til at sidde på terrassen og nyde hjemmelavet is.
Jeg vil slutte af nu med nogle billeder fra rejsen. Næste opskrift på bloggen bliver på lækre luksus chokolade ispinde.
Billedet herunder har jeg lånt fra min søster Randi Debes.
Så til nogle billeder fra vores tur til Granada, ca. 2 timers kørsel fra Torremolinos, Malaga. Meget smuk natur, og bemærk sne på toppen af bjergene.