Dagens opskrift er på glutenfri banankage. Det er en opskrift på banankage jeg plejer at bruge, men denne gang ville jeg prøve om den også ville være god som glutenfri. Da jeg af og til har problemer med maven, vil jeg gerne se, om det gør en forskel at holde sig fra gluten. Det kan være at det vil hjælpe, og så er det godt at have nogle opskrifter der fungerer glutenfrit. Jeg er blevet testet og er ikke allergisk overfor gluten, men derfor kan gluten måske alligevel irritere maven.
Denne opskrift er simpelten min yndlingsopskrift når det kommer til banankage, og jeg har efterhånden prøvet en del opskrifter på denne klassiske kage. Hemmeligheden er kardemomme, der giver en perfekt smag, og så gemmer der sig chokoladestykker indeni og ovenpå kagen. Kagen er lækker saftig, også når den er bagt med glutenfrit mel. Du kan bruge hvilken som helst glutenfri mel, eller melblanding. Jeg brugte den røde glutenfrie melblanding fra Finax. De har den engang imellem i Netto. Du kan også lave en glutenfri melblanding selv, af f.eks. rismel, kartoffelmel og kokosmel (pulveriseret kokos). Hvis du kan tåle gluten kan du bruge almindelig hvedemel eller speltmel som erstatning 1:1.
Billederne af kagen har jeg taget på mit nye mad fotograferings hjørne i kælderen. Jeg har ryddet lidt op så jeg har en lille mellemgang i kælderen til fotografering. Der er kun et lille vindue i rummet, men lyset er fantastisk. Jeg tror jeg kommer til at blive rigtig glad for, at jeg har et fast sted til fotografering fremover, som jeg ikke behøver at rydde op igen med det samme hver gang. Jeg plejer at bruge bord i køkkenet, men det skal jo ryddes efter hver gang, kamera stativ skal klappes sammen, rekvisitter skal gemmes væk osv. Det kan godt tage lidt tid og overskud.
Opskriften på glutenfri banankage følger efter billederne.
- 100 ml rapsolie
- 10 kardamomme kapsler (eller 1/2 tsk kardamommepulver)
- 175 g brun farin
- 1 tsk vaniljesukker (jeg brugte hjemmelavet)
- 2 æg
- 3 store bananer (eller 4 små bananer)
- 75 ml yoghurt naturel
- 200 g glutenfri mel (eller speltmel)
- 1 tsk natron
- 1 tsk bagepulver
- en knivspids salt
- 100 g hakket mørk chokolade (70%)
- 2 spsk rørsukker eller perlesukker
- Tænd for ovnen på 180 grader C.
- Smør en 11x22 cm kageform med fedtstof, eller betræk den med bagepapir.
- Pisk sukker, olie og vaniljesukker sammen i en stor skål.
- Mos bananerne og rør dem sammen med yoghurt og kardamomme.
- Pisk bananblandingen i æggeblandingen.
- Sigt mel, bagepulver og natron i en skål, og vend det i kagedejen. Vend til sidst halvdelen af den hakkede chokolade i dejen.
- Kom dejen i kageformen, og drys ovenpå med rørsukker og resten af den hakkede chokolade.
- Bag kagen i ovnen i ca. 50-60 minutter.
- Lad kagen køle af i formen i 10 minutter, før du vender den ud på en rist.
- Lad kagen afkøle helt inden du skærer et stykke af den.
- Velbekomme!
- Hvis du ikke ønsker en glutenfri kage, kan du bruge speltmel i stedet for, eller almindeligt hvedemel. Kagen er også flot i en rund kageform.