Dagens opskrift er på hvid chokolade kaffe. Men først: Hold da op tiden er bare gået så hurtigt og jeg har slet ikke fået blogget i så lang tid! Det er dog en helt speciel grund til det, hvilket jeg vil fortælle om nu. Jeg er nemlig gravid :) Så der er noget i ovnen, og ikke kun i min ovn i køkkenet :-)
De første 4 måneder af graviditeten har jeg ikke været ret meget i køkkenet. Kvalmen har været overvældende og lysten til mad ikke tilstedeværende. Men jeg er nu over halvvejs, i uge 23, og min appetit er vendt tilbage og dermed lysten til at gå ud i køkkenet igen og lave noget lækker mad. Så jeg håber jeg får blogget mere igen. Jeg kan se at der er kommet flere følgere til bloggen, så tak for det! Jeg håber I kan bruge mine opskrifter, dem er allerede ligger på bloggen, nu når jeg ikke har været så aktiv.
Min termin er 16. juni, og det bliver som billedet herunder hentyder, igen en dreng. Så tre drenge til os:-) Og vi glæder os rigtig meget, også de to kommende storebrødre.
Når jeg ikke har været så meget i køkkenet, er tiden bl.a. gået med at strikke. Jeg har strikket en trøje til de to store drenge og to trøjer til den nye dreng der snart kommer. Jeg vil lægge billeder ud ved et andet blogindlæg. Meget af tiden er også gået med Netflix, nu når jeg ikke har været på toppen. Det har virkelig været hårdt at være gravid igen, og da jeg ikke er blevet yngre, så har det også været en del bekymringer om alt har været ok. Indtil videre viser det sig heldigvis at vi venter en sund og rask dreng. Jeg får noget blodfortyndende i sprøjte form daglig og så krydser vi fingre for at min VM (venøs misdannelse) ikke vil drille for meget.
Sidst jeg bloggede var jeg i fuld gang med at følge Sense, så jeg må hellere komme med en opdatering. Jeg nåede at tabe mig 11 kg i alt, så jeg er rigtig glad. Jeg har ikke fulgt sense 100% siden jeg blev gravid, fordi det har været svært med kvalmen, men jeg prøver at følge de principper igen, nu når kvalmen er næsten helt væk.
Opskriften jeg vil dele i dag er ikke sense, men sense går også ud på at du godt kan tillade dig noget sødt en gang imellem. Jeg lavede denne kaffe første gang for nogle år siden og fik pludselig lyst til at prøve den igen. Vejret her er tilpas til denne lækre varme drik, det sner og er bidende koldt udenfor. Jeg har brugt Magnum hvid chokolade med vanilje i, men du kan bruge en hvilket som helst hvid chokolade. Opskriften på hvid chokolade kaffe følger herunder efter billederne.
- 200 ml sødmælk
- 40 g hakket hvid chokolade
- 200 ml varm friskbrygget kaffe
- 75 ml fløde
- evt. lidt vaniljesukker eller kanel
- Varm mælken i en gryde indtil den næsten koger. Tag mælken af varmen og hæld den over den hvide chokolade. Lad det stå i 3 minutter og rør så i. Rør dernæst den varme kaffe i. Pisk fløden stiv. Hæld chokolade kaffen i to store krus og top med pisket fløde. Smag evt. til med vaniljesukker eller kanel. Velbekomme!