Så er jeg endelig tilbage på bloggen. Det går meget op og ned for tiden med mine smerter, og så har jeg haft så mange andre ting der har ligget og ventet. Bl.a. har jeg redigeret nogle Boudoir billeder jeg tog sidste år. Det var dejligt igen at redigere portrætter, og især boudoir, hvilket jeg synes er meget spændende. Jeg ærgrer mig lidt over at jeg ikke kan fotografere portrætter mere og leve af min drøm, som dengang var at fotografere portrætter og bryllupper. Jeg glædes dog over at fotografere mit bagværk og min mad plus min familie, selvfølgelig. Det er noget helt andet end at fotografere portrætter. Derfor er det udfordrende og spændende for mig at fotografere mad, selv om jeg har arbejdet delvis som portræt fotograf i 2 år.
Der er andre ting der gælder, når det kommer til fotografering af mad. Dette har jeg måtte erkende, og jeg er glad for at jeg lærer noget nyt nærmest hver gang jeg fotograferer mad. Jeg er også i gang med to mad fotograferings kurser, hvilket er meget spændende. Til andre der er interesseret i mad fotografering, så er der lige nu i skrivende stund et live kursus på Creative Live lige nu. Det er gratis i dag og et par dage fremover, ellers kan man købe det til en rimelig pris.
Dagens opskrift er på Jordbær Cheesecake Smoothie. Opskriften er i den sunde ende, men dog ikke mindre lækker, og er inspireret af “The blender girl” af Tess Masters. Jeg skulle nok have blendet smoothien lidt mere, men uanset hvad så smager den fantastisk! Et must for alle cheesecake elskere, der ikke gider ekstra vægt på sidebenene.
Ellers har jeg været en tur til København i et par dage. Min tvillingesøster Randi, kom til København i næstsidste uge, med sin 7-årige datter Rebekka. Jeg rejste derfor over for at være sammen med dem i et par dage. Det var rigtig hyggeligt. Vi var bl.a. i Ikea og på Strøget og vejret var godt, så vi brugte en del tid udenfor. Men mærkeligt at være afsted uden mand og børn, og kun have mig selv at tænke på :-)
Vi boede på Copenhagen Island Hotel, som ligger lige ved siden af Fisketorvet. Hotellet var rigtig godt, god morgenmad, lækkert værelse med gratis internet, badekar og god beliggenhed i forhold til centrum. Det eneste der manglede var flere stikkontakter på værelset. Plus at de reklamerer med lækker udsigt ud til vandet fra spisesalen, men den afdeling var lukket under vores ophold. Der er også et fitness rum og sauna, så der er mulighed for at træne mens man er gæst på hotellet.
Min far var også i København og vi mødte ham hver dag til spisning, sammen med Liva, drengenes og Rebekkas 6-årige kusine. Far var i København for at hjælpe min anden søster Judith, idet hun havde travlt med eksamen. Det var så flot vejr i København, specielt om aftenen så jeg måtte tage en gåtur med mit kamera :-) Jeg elsker at gå i byer og fotografere arkitektur, bygninger o.a.
På torsdag rejste Randi og Rebekka med mig hjem til Bornholm for at hygge i et par dage, inden de rejste tilbage til Færøerne. Drengene var meget glade for at se deres kusine Rebekka. Tiden gik bare alt for hurtig. Vi glæder os alle til at rejse “hjem” til Færøerne i juli måned.
Jeg har hørt fra nogle læsere af bloggen, at det er besværligt at kommentere under mine blog indlæg. Dette har jeg ændret på. Der er nu muligt at logge ind via facebook, google eller twitter. Jeg håber dette vil bane vej til flere kommentarer på siden, det er altid dejligt at høre fra den anden side af bloggen, nemlig læserne.
Tilbage til min Jordbær Cheesecake Smootie. Lad dig ikke narre af billedet, den smager meget bedre end den ser ud. Billedet blev ikke så lækkert som jeg havde forestillet mig, og så kom jeg til at hælde for meget smoothie på glasset, så den løb ud over alle sider. Men smoothien smager for lækker til at jeg dropper opskriften her på bloggen. Jeg må sige at det er den bedste smoothie jeg nogensinde har lavet. Men det er måske fordi jeg i forvejen er vild med cheesecake.:-)
Så til billederne, der kommer først nogle billeder fra København fra en aftentur omkring hotellet, dernæst fra Bornholm, og til sidst kommer opskriften. Rigtig god pinse til alle!
- 150 ml kokosvand (evt. den fra Tiger)
- 40 g cashew nødder (lagt i blød 1-2 timer inden brug)
- 80 g frosne el friske jordbær
- 40 g frossen banan
- 1 spsk citronsaft
- 1/2 tsk vaniljepulver
- Lidt citronskal
- Lille knivspids salt
- 50 g isterninger (mere hvis du bruger frisk frugt)
- Evt smag til med ahorn sirup
- Blend alle ingredienser sammen indtil du har en ensartet og cremet masse. Velbekomme!
- Opskriften giver 1 portion. Du kan også bruge hindbær istedetfor jordbær. Smag til med ahorn sirup, hvis du ønsker den mere sød.