I dag vil jeg skrive lidt om Køkkenterapi af Anne-Sophie Lahme der udkom i februar. Inden jeg går videre vil jeg lige nævne at du kan vinde bogen i mit Giveaway sammen med to ande kogebøger. Det er meget nemt at deltage og fristen er mandag 18. april kl.12.
I Køkkenterapi er der over 70 opskrifter på enkel hverdagsmad, der er lette at gå til. Du finder bl.a. opskrifter på morgenmad, frokost, fisk, salater, aftensmad og desserter i bogen. Der er fokus på masser af grønt i bogen og opskrifterne er smagt til med krydderier, idéer og traditioner fra hele verden.
Anne-Sophie kalder bogen køkkenterapi fordi at tid i køkkenet gør hende glad i en travl hverdag. De fleste af opskrifterne kan laves på 30 minutter.
Efter at have kigget i bogen må jeg sige hold da op! Morgenmadsopskrifterne i bogen ser virkelig lækre og appetitlige ud. Jeg får straks lyst til at gå i gang med at lave ananaspandekager med chiafrø, claufoutis og yoghurt med blommekompot.
Dernæst følger en hel række lette og lækre pastaretter, som især min mand nok ville ønske sig at jeg prøver. Her kunne jeg tænke mig at prøve pasta med peberfrugtcreme – mums. Bladrer jeg videre i bogen kunne jeg virkelig godt tænke mig at prøve ærtesuppen også.
Anne-Sophies bud på salater er også virkelig noget der frister, som for eksempel bønnesalat med søde løg. Af hovedretterne i bogen har jeg prøvet krydrede linsedeller med rødbeder, hvor jeg skiftede grønne linser ud med kikærter, da jeg ikke kunne finde grønne linser. De smagte meget godt, og resterne fungerede godt som frokost de efterfølgende dage. Retterne asiatisk oksekødswok og rød dhal ser også sindsygt lækre ud.
Når det kommer til desserterne i bogen, min yndlings kategori, drømmer jeg om espressomarengs med bær, søde boller og luksus frugttærte.
Som konklusion har jeg en del opskrifter fra denne bog øverst på min “To Do” liste. Jeg tror jeg lægger ud i morgen lørdag med claufotis med bær.
Når det kommer til selve bogen og dens udseende, så er den indbundet i hårdt cover der giver den en lækker kvalitet. Bogen er i mellem størrelse der gør at den er nem at sidde med i hænderne. Der er flotte og indbydende billeder til alle opskrifter. Det er Ditte Ingemann der har fotograferet, og hun producerer som altid nogle sindsygt lækre og stemningsfulde billeder af maden.
Køkkenterapi vil jeg anbefale til alle der ønsker inspiration til hurtig og sund hverdagsmad. Jeg vil slutte af med et citat fra bogen, som Anne-Sophie selv siger det: “Spis! Nyd! Og del med dem, du elsker. Det er Køkkenterapi.”
Bogen er venligst sponsoreret af forlaget Gyldendal, men det jeg skriver er mine egne meninger.