Så er der tid til madpakke mandag igen, denne gang med en opskrift på verdens bedste brød. Opskriften er fra “Kram” af Sif Orellana. Brødet bliver bagt i ovnen en støbejernsgryde med låg på. Dette giver brødet en lækker sprød skorpe og et luftigt og blødt indre. Jeg købte min støbejernsgryde fra IKEA og indtil videre er jeg meget glad for den. Du kan også bruge en römertopf gryde.
Idet dejen skal hæve natten over er det dejligt nemt at lave, og perfekt til weekender eller til børnenes eftermiddagsmadpakke. Efter at det har hævet natten over skal det igen hæve i et par timer, så det passer nok bedst at bage brødet i weekenden eller på en fridag. Herhjemme spiser vi det i weekenden, og når drengene kommer hjem fra skole og børnehave. Prøv det til f.eks. æblesmør, eller hummus. Bliver brødet et par dage gammelt egner det sig godt til supper. Vi har spist det her til aften til min søde kartoffel suppe.
Opskriften på verdens bedste brød følger efter billederne.
- ca. 5 g gær
- 1/2 liter vand
- 2 tsk groft salt
- 3 dl fuldkornshvedemel
- 7 dl hvedemel
- Opløs gæren i vandet og hæld salt i.
- Rør fuldkornshvedemel i og til sidst hvedemel og rør dejen sammen med en stor ske. Dejen skal være meget klistret.
- Stil skålen med dejen i køleskab, afdækket med et viskestykke, og lad dejen hæve i minimum 10 timer.
- Drys mel på bordet og hæld dejen ud ovenpå. Dejen vendes nogle gange i melet og lægges tilbage i skålen til yderligere hævning i ca. 2 timer ved stuetemperatur.
- Stil ovnen på 250 grader C varmluft.
- Stil en mellemstor støbejernsgryde (eller lergryde) ind i ovnen og varm den i ca. 10-15 min.
- Tag den ud af ovnen *OBS: husk grydelapper!* , og hæld dejen i gryden. Dejen skal kun fylde gryden ca. halvt op. Læg låg på gryden og bag brødet i 30 minutter.
- Tag låget af og bag i yderligere 10-15 minutter ved 230 grader.
- Lad brødet køle af i mindst 20 minutter inden servering.
- OBS: vær opmærksom på at bruge grydelapper når du tager gryden ud af ovnen! Håndtagene og støbejernsgryden bliver meget varme.
anne raungaard skriver
hej, hvor meget vand tilsætter du ? tak for en super god blog
DIY foodblog skriver
Hej Anne
Jeg har helt glemt at nævne vandet, tak for at du gjorde mig opmærksom på det! Du skal bruge ca. 1/2 liter vand. Og tak for din søde kommentar om bloggen :-) Ha en rigtig god aften, vh Heidi