Dagens opskrift er på Marengslagkage med Chokolade Fudge sauce. Jeg bagte denne lækre lagkage til en dobbelt børnefødselsdag hos min tvillingesøster Randi, mens jeg var på Færøerne i Juli måned. Det gode ved marengslagkager er, at man kan lave bundene et stykke tid i forvejen. De holder sig godt, hvis de bliver pakket ind.
Lagkagen er pyntet med hakket Crunchie bars af mærket Cadbury. Vi er meget glade for engelske Cadbury chokolader på Færøerne. De importeres direkte fra England til Færøerne, sammen med flere forskellige lækre chokolader af samme mærke. Jeg køber altid et lille lager af Cadbury chokolader til at tage med hjem igen, da man normalt ikke kan købe dem i de danske butikker. Netto sælger dog af og til Cadbury chokolader.
Crunchie chokoladebaren består af honeycomb, betrukket med mælkechokolade. Du kan sagtens lave honeycomb selv, men da jeg har ikke forsøgt endnu, vil jeg ikke komme med en opskrift. Hvis du ikke kan få fat på Crunchie, kan du selvfølgelig bruge din yndlings chokoladebar istedetfor.
Tilbage til marengs lagkagen. Foruden at være pyntet den lækre chokoladebar Crunchie, er den også overdænget med den lækreste chokolade fudge sauce, jeg nogensinde har kreeret i mit køkken – eller rettere sagt i min mors køkken. Det er virkelig bare den suverænt l-æ-k-r-e-s-t-e chokoladesauce! Så lav gerne dobbelt op, så du kan bruge den til andre ting, såsom ovenpå is, kager og dessert. Men du får lige en advarsel! Stil chokolade saucen bagerst i køleskabet, ellers kan den være svær at holde din ske fra! Men der er dog intet garanti på at det virker :-) Opskriften på marengs lagkage med chokolade fudge sauce følger efter billedet.
- 6 æggehvider
- 1 tsk eddike
- 300 g sukker
- citron til smøring af røreskål
- 1/2 liter piskefløde
- 200 g brun farin
- 4 tsk sirup
- 40 g smør
- 400 g chokolade, lys eller mørk (jeg brugte halv lys og halv mørk)
- 2 vaniljestænger, korn deraf
- en knivspids salt
- 1/2 liter piskefløde
- Hakket Chrunchie chokolade bar (2 stk.) eller din yndlings chokoladebar.
- Tænd for ovnen på 130 grader C. Smør indersiden af en skål med en halveret citron for at affedte skålen. Pisk æggehviderne stive og tilsæt eddike. Tilsæt sukker deri langsomt, ske for ske, under omrøring. Pisk derefter i nogle minutter indtil marengsmassen er smidig og blank. Lav to runde cirkler marengs på 22 cm i diameter (tegn evt. cirkler på bagepapiret) vha. sprøjtepose eller med fri hånd. Bag dem i ovnen i godt 1 time eller mere. Lad marengsbundene evt. stå i ovnen efter at du har slukket for varmen.
- Hæld fløde, brun farin, sirup, salt, vaniljekorn og smør i en gryde. Varm det op over mellem varme og rør i undervejs, indtil det koger. Skru ned for varmen og lad det simre i 5 minutter, mens du rører af og til.
- Hak chokoladen og put den i en stor skål. Tag flødeblandingen af varmen og hæld den over den hakkede chokolade. Lad det stå urørt i skålen i 2 minutter. Pisk dernæst det hele godt sammen indtil du har en jævn chokolade sauce. Saucen serveres bedst lun, eller som her, til denne lagkage, ved stuetemperatur. Saucen bliver mere fast på køl. Varm den evt. i microbølgeovnen kortvarigt inden brug.
- Pisk fløden. Læg den ene marengsbund på et lagkagefad. Hæld halvdelen af piskefløden ovenpå og dernæst halvdelen af chokolade fudge saucen. Læg den anden marengsbund ovenpå. Hæld resten af fløden ovenpå lagkagen, og overdæng kagen med chokolade fudge saucen, ved hjælp af en ske. Chokolade saucen må gerne løbe ned langs siderne på lagkagen da det giver en smuk effekt synes jeg. Hak Crunchie chokoladebaren og fordel den ovenpå kagen.
- Velbekomme!
- Chrunchie fås på Færøerne eller på engelske internetshops. Du kan bruge din yndlings chokoladebar eller Toblerone istedetfor.
June @ How to Philosophize with Cake skriver
Mmm that looks like my kind of pavlova! Love the crunchy candy bar topping :)
DIY foodblog skriver
Hi June, thank you for your comment! Have a nice day :-)
Camilla sørensen skriver
Du kan købe barerne i Lidl ;)
DIY foodblog skriver
Hej Camilla, tusind tak for tip!! Så er det bare at gå i gang :-)