Der er nogle opskrifter jeg vender tilbage til igen og igen. Og det er bl.a. opskriften på disse klassiske mega chokolade cookies. Der findes næsten ikke noget bedre end en kop kold mælk sammen med en chokolade cookie. Der findes et utal af opskrifter på chokolade cookies, og jeg tænkte i starten, at det er måske ikke nødvendigt at lægge en opskrift på min blog, fordi der er så mange der har gjort det forinden. Men der findes flere favorit måder at bage chokolade cookies på, alt efter hvad man kan lide. Du kan bage dine chokolade cookies sprøde eller bløde. Tynde eller tykke osv. Jeg foretrækker mine chokolade cookies tynde og sprøde, men ikke så sprøde at man knækker en tand når man tygger på dem :-)
Der er måske nogen der tænker, hvorfor alt det besvær med at bage dem, når man kan gå ned i en butik og købe chokolade cookies, og der findes endda så mange forskellige slags cookies i vores dagligvarebutikker. Men prøv lige at bage disse cookies en gang. Jeg vil vove at påstå, at du kommer ikke til at købe chokolade cookies mere, efter at du har prøvet at bage dem selv. Disse cookies bager jeg ofte i dobbelt portion, og så fryser jeg en stor del af dem ned. Det er rigtig lækkert, på en grå og kold regnvejrs dag, at kunne hive nogen cookies op af fryseren og hygge lidt til en varm kop te eller kaffe. Og til uventede gæster, og især til børn, er disse småkager også et hit.
I morgen begynder jeg på “Den fede faste”. Dvs så der det slut med disse cookies og andre kager indtil videre. Jeg tænker at prøve fasten i 14 dage, og så se hvordan det går. Jeg har lavet en ugeplan, som jeg lægger ud på bloggen i morgen (mandag), og desuden starter mit giveaway i næste uge, så hold øje med bloggen!
Min blog har ellers fået et lille makeover. Jeg så glad for de ændringer jeg har fået lavet på bloggen i går. Du kan bl.a. nu trykke på “OPSKRIFTER” i menubaren og komme hen til et index med billeder, over alle kategorier af opskrifter på bloggen. Du kan søge under kategori, arkiv, søgeord eller rulle ned ad siden for at få et overblik over alle opskrifter på bloggen. Jeg har ledt efter et plugin eller wordpress tema længe, der kunne inddele opskrifter i et index med billeder. Og nu er det endelig på min blog. Endvidere er designet lyst og minimalistisk lige som jeg kan lide det. Der er dog en del mad bloggere der bruger dette blog design, så jeg kommer at tilpasse designet lidt mere til mig, så det bliver mere personligt og overskueligt.
Opskriften på mega chokolade cookies følger efter billederne.
- 360 g hvedemel
- 1/2 tsk natron
- 1/2 tsk salt
- 230 g smør
- 220 g brun farin
- 60 g rørsukker
- 2 store æg
- 1 1/2 tsk vanilje ekstrakt
- 200 g mørk chokolade 70%, hakket
- Bland mel, natron og salt sammen i en skål.
- Pisk smør, brun farin og rørsukker sammen indtil det bliver lyst og luftigt, efter ca. 3 minutter.
- Tilsæt æggene og vanilje ekstrakt, og pisk på medium hastighed i 1 minut. Skrab siderne ned i skålen.
- Pisk på lav hastighed, og tilsæt imens melblandingen, men stop inden at det hele er blandet helt sammen.
- Tilsæt hakket chokolade og pisk på lav hastighed i ca. 20 sekunder.
- Dæk skålen med husholdningsfilm, og stil den i køleskab i mindst 1 time.
- Tænd ovnen på 180 grader C varmluft, og dæk en bageplade med bagepapir.
- Tag dejen ud af køleskabet, og lav kugler med en stor isske, ca. 3 spsk hver, og læg dem på bagepladen, med ca. 4 cm afstand imellem. Tryk let på kuglerne, så de bliver flade men stadig lidt tykke, da de flyder lidt ud under bagning (se mit billede).
- Bag småkagerne i ovnen i 15-20 minutter, og vend pladen halvvejs. Småkagerne er færdige når der er gyldne. Lad dem ligge på pladen i 5 minutter inden du lægger dem over på en rist.
- Velbekomme!