Først til en nyhed angående mit GIVEAWAY. Det blev Anne Dahl Nissen! Tillykke med det :-) Anne var nr. 19 af 20 der havde tilmeldt sig konkurrencen. Bøgerne “Den fede faste” og “Safter” er nu på vej til hende med posten. Tusind tak til alle der har deltaget i mit giveaway og delt med jeres venner!!
Så til dagens opskrift, der er på en super lækker no bake cheesecake. Til min fødselsdag 2. februar, kunne jeg tænke mig at lave en lækker cheesecake. Jeg laver meget sjældent cheesecake, fordi manden i huset er ikke så glad for det, og så er det også dyrt at lave. Jeg kan bedst lide at lave no bake cheesecakes, da de er hurtigere at lave og nemmere. Da jeg så stødte på en opskrift i min bog “Lomelinos Tårtor” af Linda Lomelino, måtte jeg prøve den. Og jeg blev ikke skuffet. Denne no bake cheesecake er simpelten så lækker! Den har en bund af oreo kiks og på toppen af kagen er der chokolade og blåbær. Du kan selvfølgelig bruge dine yndlings bær som pynt. Så en nem kage der ikke er mindre lækker af den grund!
Ellers havde jeg en stille og rolig fødselsdag herhjemme. Jeg havde en super god dag, der startede med en brunch fra Stefan. Der manglede ikke noget, han havde lavet amerikanske pandekager (mine yndlings), coctail pølser, bacon, røræg og brød. Senere gik vi en lang gåtur i nordskoven og langs antoinette stranden. Vejret var super godt og drengene hyggede sig. Jeg havde mit kamera med, eftersom det var min fødselsdag, og det er længe siden at jeg har haft mit store kamera med på tur. Det er lidt tungt at slæbe på så jeg plejer for det meste at bruge min iphone. Men det var så lækkert at tage billeder af drengene og Stefan. Så der er flere billeder fra turen herunder.
Jeg fik de bedste fødselsdagsgaver, bl.a. en palæo opskriftsbog, en Wilfa juicer og en Bodum kaffemaskine. Jeg føler mig så heldig, og jeg glæder mig til at bruge især juiceren. Vi har allerede haft glæde af den, især drengene. De synes det er så sjovt at lave gulerods, æble og appelsin juice, og hjælper gerne med at lave den.
Jeg fulgte ikke opskriften fra Lomelinos Tårtor 100%. Jeg brugte f.eks. hytteost istedetfor ricotta ost, og resultatet blev alligevel super. Bare husk at røre/blende klumperne væk i hytteosten inden du blander den med cheesecake fyldet. Et tip jeg fik fra en anden madblogger på facebook. Du kan meget nemt sætte dit eget præg på opskriften, ved. feks. at bruge en anden kiks som bund, hvid chokolade istedetfor mørk osv. Opskriften på no bake cheesecake følger efter alle billederne.
- 150 g oreo kiks
- 50 g smeltet smør
- 300 g philadelphiaost
- 250 g hytteost
- 1 3/4 dl sukker
- 3 dl piskefløde
- 2 tsk vaniljesukker
- 50 g mørk chokolade
- flormelis
- friske blåbær
- Knus oreokiksene i en lukket pose eller med blender/foodprocessor, og bland de fine krummer med smeltet smør.
- Læg bagepapir i en rund springform, 18-24 cm i diameter, og tryk dejen ud i et jævnt lag.
- Stil den i køleskabet i 20 minutter.
- Blend først hytteosten med en stavblender indtil den er uden klumper. Pisk den sammen med philadelphia, piskefløde, sukker og vaniljesukker til en tyk konsistens som stadig er hældbar.
- Hæld cheesecake fyldet over oreobunden.
- Hak chokoladen i stykker og smelt den i et vandbad i en gryde eller i microbølgeovn. Lad den afkøle lidt.
- Pynt kagen med chokolade vha en ske. Fordel chokoladen jævnt i et fint mønster. Lad kagen stå overdækket med husholdningsfilm i fryseren i 6-8 timer.
- Tag tærten ud af fryseren cirka 30 minutter inden servering. Dekorera med blåbær eller dine yndlings bær. Drys med flormelis.
- Velbekomme.