Dagens opskrifter er på pavlova med brombær og brombærsirup. Jeg havde en del brombærsirup tilovers, og tænkte meget over hvad jeg skulle bruge det til. Det blev bl.a. til denne lækre pavlova. Det er dejligt nemt at lave pavlova, især hvis man laver den i forvejen. Så skal den kun samles lige inden servering. Jeg har brugt min brombærsirup til denne pavlova, som du kan se opskrift på her. Hvis du ikke har brombær kan du bruge andre slags bær.
Den søde marengs passer suverænt godt til den lidt syrlige brombærsirup og brombær. En lækker og frisk sur/sød kombination, der klæder desserten godt. Nu skal jeg så finde ud af hvad jeg bruger resten af mine brombær til. En del af dem er kommet i fryseren, så jeg har lidt lækkert frugt at tage op til vinterdesserter eller syltetøj. Måske en chokoladelagkage med brombær moussé ville være lækkert? Har du noget forslag? Del gerne under kommentarer :-)
Næste gang på bloggen: Anmeldelse af “Mad med omtanke” af Thomas Alcayaga, og et nyt Link Love Lørdag indlæg. Opskriften på pavlova med brombær følger efter billederne. Ha en god dag alle!
- 5 æggehvider
- 280 g sukker
- 1 tsk eddike
- Se link til opskrift på brombær sirup i teksten i første afsnit øverst oppe.
- Friske brombær ca. 300 g
- Piskefløde ca. 1/2 liter
- Tænd for ovnen på 80 grader (Jeg bager mine marengs ved lav varme, så de får en fin nærmest sne hvid farve).
- Pisk æggehviderne til skum og tilsæt eddike under piskning. Dernæst tilsætter du sukkeret langsomt, en skefuld ad gangen. Pisk godt imellem hver tilsætning af sukker. Når du har kommet alt sukkeret i, piskes marengsmassen i yderligere ca. 8 minutter. Tjek med lidt marengs mellem to fingre, der skal ikke være sukkergryn.
- Tegn runde cirkler på en bageplade på ca. 15 cm i omkreds. Jeg fik to 16 cm cirkler og to lidt mindre cirkler. Form marengsen til høje runde cirkler, og pres så ned i midten med en ske eller paletkniv. Træk marengsen med en ske op langs siderne (udvendig) hele vejen rundt.
- Bag marengsen i ovnen i 2-3 timer, eller indtil bunden kan løftes fra bagepapiret.
- Pavlovaen samles lige inden servering. Læg pavlova marengsen på et kagefad. Hæld pisket fløde ovenpå og jævn den ud med en ske. Hæld brombær sirup ovenpå og pynt til sidst med friske brombær.
- Velbekomme!