Dagens opkrift er på Rom cupcakes med Baileys frosting. Dette er en mere voksen version cupcakes, som jeg lavede til Stefan, efter at han havde arbejdet med vores kommende badeværelse en hel dag. Vores badeværelse burde være færdigt nu for længst, men der er mange ting der er kommet i vejen for det. Nu er der gang i det igen, og jeg er meget spændt på endelig at få et nyt lækkert badeværelse.
Jeg har haft intentioner om at skrive flere nye blogindlæg, men jeg har været optaget af andre ting, som jeg har måtte indhente pga. at jeg har forsømt det for længe. Bl.a. rydde op i sommertøj og finde vintertøj frem til drengene. Og når jeg bliver nødt til at holde flere pauser undervejs, tager det rigtig lang tid. Det har tynget meget, at jeg ikke kan bruge tid i køkkenet når jeg gerne vil, pga smerterne. Smerterne begrænser mig meget, og kan nemt forværre min livskvalitet. Men jeg prøver at tænke positivt, og at tage et skridt ad gangen. Når jeg alligevel skal ligge ned og hvile, har jeg brugt tiden på at kigge på opskrifter og læse bøger. Så bruger jeg tiden mere positivt, og får tankerne hen på andre ting.
Vi har holdt efterårsferie hele familien, hvor vi var et smut i København. Vi var i Tivoli for at se på Halloween pynt og i biografen med drengene. Det var så hyggeligt. Lækkert at komme lidt væk fra hverdagen og opvask m.m. :-)
Mine rom cupcakes med Baileys frosting smagte virkelig godt. Jeg synes det er meget opfriskende med alkohol i desserter, og her var Rom og Baileys en meget god kombination. Man kan sagtens lave disse cupcakes i børneversion også ved at undlade de alkoholiske drikke. Drengene var meget glade for dem. Jeg fik brugt mit nye Wilton tyl 2D til at pynte med, og du kan bruge denne tyl eller en anden lukket blomster tyl. Det er meget nemt at pynte med sprøjtepose hvis man bare har den rigtige tyl spids.
Opskriften på Rom cupcakes med Baileys følger efter billederne.
- 110 g smør
- 110 g sukker
- 2 æg, sammenrørte
- 110 g mel
- 1 tsk bagepulver
- 1/4 tsk salt
- 2 spsk mørk rom, og evt. lidt til at dryppe over
- 2-4 spsk revet chokolade til pynt
- Baileys frosting
- 250 g smør
- 250 g flormelis
- ca. 6 spsk Baileys
- Stil ovnen på 180 grader C og læg 12 stk papirforme i en muffinsform.
- Rør smør og sukker sammen indtil den er let og cremet.
- Tilsæt æggene et ad gangen og rør imellem hver gang.
- Sigt melet og fold det forsigtigt i blandingen sammen med rom.
- Hæld dejen i muffinsforme med en ske op til ca. 2/3.
- Bag dem i ovnen i ca. 20 minutter indtil de er hævet og gyldne.
- Tag dem ud af ovnen og prik huller på dem med en gaffel. Dryp lidt rom ovenpå dine muffins og lad dem afkøle helt i muffinsformen.
- Pisk smør og flormelis indtil det er meget blødt.
- Hæld Baileys i og rør det sammen, smag din frosting til og tilsæt evt. mere Baileys.
- Pynt dine muffins med Baileys frosting. Jeg brugte Wiltons tyl nr. 2D, men du kan bruge ethvert tyl med lukket stjerne.
- Velbekomme!
- Jeg lavede også børneversioner af disse cupcakes, hvor jeg undlod rom og baileys.