Dagens opskrift er på en lækker og saftig sandkage med citron og timian. Jeg har fundet opskriften i min hummingbird bakeri opskriftsbog “kagedage”. Jeg valgte at bage denne kage, da Stefan, min mand, godt kunne tænke sig en mere normal kage, efter at jeg har eksperimenteret måske lidt for meget i køkkenet efter hans smag :-) Så jeg ville overraske ham med denne sandkage.
Men man kan nok ikke sige at denne sandkage er helt almindelig, da jeg har anvendt frisk citrontimian som en af ingredienserne. Jeg fik dog Stefan til at spise kagen på trods af lidt skepsis fra hans side, når han så at jeg brugte citrontimian. Men han spiste kagen, og måtte sige at den var god:-) Dette er dog nok mere en voksenkage end en børnekage. Personligt kunne jeg godt lide kagen, og citron timian sammen med citron giver denne ellers almindelige sandkage et friskt pust.
Ellers har det været lidt stille her på bloggen på det sidste, da jeg har været i gennem en dårligere periode med flere smerter. Jeg har en bærbar computer som jeg bruger når jeg er sofaliggende, men den kan ikke køre tunge programmer så som lightroom eller photoshop, og derfor må jeg redigere alle billeder via min store stationære computer, og det kræver mere af mig at sidde foran den.
Opskriften følger efter billederne nedenfor. Ha en rigtig god dag allesammen og husk at du kan få mine opskrifter direkte til din mail ved at melde dig til mit nyhedsbrev her.
Du kan også følge med mine opskrifter og andet via min facebookside her.
- 190 g usaltet smør, blødgjort
- + ekstra til formen
- 190 g hvedemel + ekstra til formen
- Revet skal af to usprøjtede citroner
- 3 tsk citrontimianblade, finthakkede
- 190 g sukker
- 3 store æg
- 1 tsk bagepulver
- 1/4 tsk salt
- 1 1/2 spsk cremefraice eller syrnet fløde
- 40 g sukker
- Revet skal og saft af 1 usprøjtet citron
- 2 tsk citrontimianblade, finthakkede + ekstra kviste til pynt
- Varm ovnen op til 170 grader C.
- Rør smør, citronskal, timian og sukker sammen i en skål med en elektrisk mixer eller røremaskine, der kører på lav hastighed. Skru op til middel hastighed, og rør, til blandingen er lys og luftig. Tilsæt æggene et ad gangen, og rør dem i dejen. Skrab skålens sider ned.
- Sigt mel, bagepulver og salt sammen i en skål, og kom det i smørblandingen ad to omgange. Pisk det hurtig sammen. Rør fraiche i, og hæld dejen i formen.
- Bag kagen i 40-50 minutter, eller til den virker fast, og en træpind stukket ned i midten kommer ren op.
- Kom alle ingredienser i en lille gryde, og tilsæt 1/2 dl vand. Bring det i kog, og lad det koge halvt ind. Hæld siruppen over kagen, straks den kommer ud af ovnen.
- Lad kagen køle lidt af i formen, og flyt den over på en bagerist, hvor den køler helt af. Pynt med et par kviste timian.