Dagens opskrift er på stærke ingefær småkager. Denne opskrift har været under udvikling i et stykke tid i mit køkken. Det hele startede med disse ingefær småkager. Jeg ville gerne udvikle nogle ingefær småkager, der var stærke, og hvor ingefær smagen dominerer. Og så må de også gerne give en varm og intens eftersmag. Derfor har jeg foruden ingefær, også tilsat sort peber og nelliker. Jeg er nu kommet frem til den smag, jeg har søgt længe efter flere forsøg. Tak til Jeanette som fik mig i gang med mit projekt “perfekte ingefær småkager” igen via en mail. Det var ellers lige ved at ryge i glemmebogen.
Som udgangspunkt brugte jeg opskriften fra “Vi bager” som min mor bruger. Dernæst har jeg tilsat krystalliseret ingefær, du kan få opskriften her på bloggen, eller købe det i evt. asiatiske butikker. Det giver en anden dimension af ingefær smag til småkagerne synes jeg. Jeg bager disse småkager til hver jul, men også tidlig efterår, hvor det er lækkert at dyppe dem i en varm drik på en kold morgen eller aften. De smager også meget godt med et glas kold mælk, da det giver en god balance, med de stærke småkager. Drengene spiser gerne disse småkager, men som navnet tyder på: De er stærke! :-) Det vil sige at de er lige som jeg kan lide dem.
Ellers har jeg været uden internet nu i en uges tid derfor har jeg ikke kunne blogge. Desuden er jeg begyndt på en ny slags medicin, der har gjort at jeg ikke har været på toppen. Jeg er ked af at jeg ikke får blogget ligeså meget som jeg vil, men jeg håber at jeg får det bedre. Jeg er ellers begyndt stille og roligt at træne, og tænker at melde mig ind i et motionscenter. Min smerte læge siger dog at jeg ikke skal sammenligne min krop men en rask persons krop. Det er vigtigt at jeg lytter til min krop og stopper hvis jeg får stærke smerter. Men jeg er spændt på hvordan det kommer til at gå. Opskriften på stærke ingefær småkager følger efter billederne.
- 150 g hvedemel
- 100 g speltmel
- 250 g sukker
- 1/4 tsk salt
- 1/4 tsk sort peber, stødt friskmalet
- 1/2 tsk nelliker, stødt
- 3/4 spsk ingefær, stødt
- 1 spsk krystalliseret ingefær, fint hakket
- 1/2 tsk natron
- 100 g smør
- 1/2 spsk mælk
- 10 g frisk gær
- 1 æg
- Bland mel med speltmel, sukker, ingefær, nelliker, natron, sort peber, salt og krystalliseret ingefær.
- Opløs gæren i lun mælk.
- Pisk ægget let.
- Gnid smøret i melblandingen med fingrene, indtil du har små krummer.
- Vend æg og gærmælken i og ælt til dejen akkurat samler sig. Jeg vil anbefale at lægge dejen på køl inden bagning i mindst 1 time.
- Tag dejen ud af køleskabet ca. 1/2 time inden du skal bruge den.
- Tril dejen til kugler (ca. valnød str.) og tryk dem flade (se billede).
- Tril dejen i to pølser og stil i køleskab. Skær pølserne i ca 1/2 cm skiver, og læg dem direkte på bagepladen.
- Bag kagerne i ovnen i 12-15 min. ved 180 grader C varmluft. Husk at vende pladen midtvejs.
- Velbekomme!
- For en luksus version af disse småkager, prøv at dyppe dem i hvid eller mørk chokolade :-)
Anne skriver
Interessant opskrift – har aldrig tidligere set opskrift med gær i småkager – bliver de sprøde eller er de bløde?
DIY foodblog skriver
Hej Anne, tak for det :-) Som skrevet ovenfor her, så er den oprindelige opskrift fra en af gyldendals gamle kogebøger, og jeg ved ikke hvorfor der bruges gær til disse småkager. Jeg er dog i gang med en ny portion ingefær småkager, hvor jeg har brugt natron i stedet for gær. Jeg vender tilbage med en opdatering når jeg har bagt dem. Rigtig god dag til dig også, julehilsener fra Heidi
Jenny skriver
Hvad skal gæret gøre i småkagen?
DIY foodblog skriver
Hej Jenny, tak for din besked. Jeg ved faktisk ikke hvorfor der bruges gær i opskriften. Jeg har prøvet at undersøge det, men den oprindelige opskrift er fra en af gyldendals gamle kogebøger så måske derfor. Der står ikke rigtig noget på nettet omkring at bruge gær i småkager, men hvis du støder på noget må du endelig sige til. Rigtig god dag til dig, julehilsener fra Heidi
DIY foodblog skriver
OPDATERING: Angående brug af frisk gær i opskriften. Jeg har nu testet opskriften et par gange mere – en gang uden gær (med 1 tsk natron), og så igen en gang med gær og natron, som det står i opskriften. Opskriften med gær gav det bedste resultat, småkagerne blev lige sådan som jeg havde tænkt dem at være. Uden gær blev de lidt mere kage agtige, og jeg kan bedre lide disse småkager i den sprøde ende. Jeg kan godt lide at dyppe dem i te eller kaffe :-) vh Heidi
Kim skriver
Dejlige småkager. Vi har bagt dem mange gange her i december. Gæsterne og børnene er også glade for dem.
DIY foodblog skriver
Hej Kim, tak for din kommentar, det er jeg glad for at høre. Vi er også glade for dem herhjemme og bager dem til hver jul. Rigtig godt nytår til jer :-)